Svag

Hvorfor bruger vi tid på folk der såre os? Hvorfor tænker vi på dem der såre os? Hvorfor prøver vi at finde alt det gode frem i folk der alligevel skider på vores følelser? Hvorfor prøver vi når det allerede er et tabt spil? Hvorfor lader vi andre trampe på os og stadig lader dem være en del af os?

Hvorfor tænke på nogen der ikke er det værd? Hvorfor lade dem få æren af ens tåre, hvis de alligevel ikke er det værd?

Fordi vi stadig elsker deres facade, det vi først mødte, deres smil, deres øjne, deres grin. Hvad det er end er, som var det man faldt for, den måde de kan holde en tæt eller få en til at føle sig speciel og elsket. Vores sjæl kan ikke finde ud af at det er den samme person der også smadre en, rev tæppet væk og spyttede en i ansigtet.

Når alting er skabt til at være ødelagt og min verden er et helved. Så vil jeg ikke have verden skal se mig. Jeg er pinglig over at jeg er sårbar og svag. Men det burde jeg ikke være. For det er menneskeligt. Det er som at være pinlig over at være menneske. Være pinlig over at have følelser. Fordi man tror verden ikke vil forstå en. Hvilket er forkert, den interessere sig ikke for en. Den er ligglad. Den har sine egen problemer. Sit eget helved.

Jeg tænker. Det har fået mig til at tænke. Hvorfor gå og være bange. Verden dømmer dig jo lige meget hvad. Om du fortæller dine følelser og viser at du også har en svag side eller om du gemmer den væk. Ingen bekymre sig rigtig alligevel.

Men sandheden er. At vi græder ikke fordi vi er svage. Men fordi vi har været stærke i alt for lang tid.